ReTec styrker positionen og overtager lokal virksomhed

ReTec Miljø ApS overtager og viderefører den ligeledes Haderslev-baserede virksomhed Brdr. Platz Karosserifabrik. Det sker efter, at SAWO efter 2½ års drift ikke har fået det ønskede ud af driften af Platz Karosserifabrik. ”Det er rigtigt ærgerligt for SAWO, at det ikke gik, som de håbede på. Omvendt er vi dog glade - for overtagelsen af Platz Karosserifabrik giver os mulighed for at tilbyde endnu flere kundeorienterede løsninger og samtidig styrke vores position på markedet”, udtaler en tilfreds Kjeld Jensen, ejer og direktør af ReTec Miljø ApS.

Store synergier

Platz Karosserifabrik laver, sammen med handelsselskabet BP Trailer A/S, kundespecifikke opbygninger til alle typer påhængsvogne, sættevogne og blokvogne til transportbranchen.

ReTec, der ligeledes er en 100 % ordreproducerende virksomhed, og som bl.a. er kendt for sine mobile enheder til sikkerhedsmakulering i hele Skandinavien og Nordeuropa, ser derfor en stor synergieffekt mellem at opbygge såvel egne mobile makuleringsenheder som BP Trailers og Platz Karosseri´s brede produktpalette fra samme adresse.

Den planlagte udvidelse af produktionsfaciliteterne, som ReTec desuden stod overfor, kunne udskydes ved at overtage aktiviteterne i Platz Karosserifabrik og i stedet for bruge Platz´ lokaler og medarbejdere på Ellehammersvej i Haderslev. ReTec´s montageafdeling på Christian X´s Vej er derfor også allerede flyttet de 300 meter over i Platz´ lokaler, hvor ”alle har taget godt imod hinanden og er åbne og hjælpsomme. Driften af Platz Karosserifabrik videreføres naturligvis i Platz´ ånd", fortsætter Kjeld Jensen.

Erfaren medarbejderstab bliver

For Jens Erik Platz der sammen med sin bror Jørgen står bag BP Trailer, som netop sælger opbygningerne til den danske transportbranche, er overtagelsen en rigtig god situation. ”Det er en win-win situation for alle”, siger han.“ For BP Trailer og Platz Karosseri er det altafgørende, at den erfarne medarbejderstab bevares, så vi fortsat kan tilbyde vores kendte, skræddersyede produkter til transportbranchen”, udtaler han.

Kjeld Jensen, ejer og direktør i ReTec Miljø ApS tilføjer: "I ReTec oplever vi stor fremgang i salget af vores mobile makuleringsenheder, og her lander såvel de erfarne medarbejdere hos Platz Karosseri som de næsten nye produktionsfaciliteter som den berømte appelsin i turbanen”.

”At Jørgen Platz, som egentlig var gået på pension, desuden i en periode vender tilbage for at hjælpe os godt i gang, er vi alle taknemmelige for”, afslutter Kjeld Jensen.

 

Overdragelsen fandt sted d. 01.05.2021.

Tilmed dig nyhedsbrevet